Lise blev født i Narvik, Norge. Som datter af jazzmusikeren, Einar Haavik, vidste hun allerede som 6-årig, at hun ville være sangerinde. Igennem sin opvækst blev hun en af byens mest markante sangerinder. Hun optrådte i lokale shows, på Narvik jazzklub og i dansebandet Aare Heises. Lise havde en drøm om at afløse Agnetha Fältskog i Abba. Da det ikke lykkedes (til Lises store overraskelse), satte hun sig som mål at vinde Melodi Grand Prix. 

Som 20-åring flyttede Lise til Danmark for at studere økonomi på Odense Universitet. Denne karriere blev kortvarig, for i 1983 fik hun en pladekontrakt med pladeselskabet EMI efter en 2. plads i Se og Hørs  Amatør-Grandprix. EMI præsenterede Lise for sangeren og komponisten John Hatting. De fandt melodien både professionelt og privat, og så gik det slag i slag med deltagelse i Dansk Melodi Grand Prix i 1984 (6. plads), 1985 (3. plads) og 1986, hvor de endelig vandt med sangen ”Du er fuld af løgn”.  Finalen det år skulle foregå i Norge. Det var en stor oplevelse for Lise at komme hjem til fædrelandet og repræsentere Danmark. Hun fik en flot 6. plads i finalen. 

Gennem årene har Lise haft utallige livejobs,  både som solist og i andre konstellationer.  Hun har også lavet cabareter og shows med andre kunstnere, blandt andet på Color Line, Lindenborg Kro og Ellens Cabaret, og har også optrådt i diverse tv-shows og produktioner og turneret med Dansk Slagerparade.

Lise synger desuden i bandet Absolute ABBA, hvor hun får opfyldt sin gamle drøm om at afløse Agnetha. 

Lise er uddannet sanger og sangcoach hos Cathrine Sadolin på Complete Vocal Institute i København. Efter færdiggørelsen af den 3-årige uddannelse i 2005 var Lise ansat på CVI som lærer i en årrække. Hun har også undervist på  Flow/Fora1748 i Odense ud over til workshops både i Danmark og Norge. 

Lise har udgivet fire albums, og arbejder i øjeblikket på nyt materiale.

Foto: Søren Mandela Nielsen